Manglende motivation?

– Den skal blot hjælpes frem..

Motivation er et kodeord, hvis jeg vil opnå forandringer for mig selv eller andre. Det begreb er der forsket i gennem de seneste 30 år. Faktisk har forskningen afdækket dels, hvad der har betydning for menneskers motivation, dels hvordan fagpersoner kan puffe til et menneskes indre motivation. Jeg er optaget af at omsætte denne viden til praksis. Hjælpe fagpersoner til at skrue lidt på deres kommunikative redskaber, så de i højere grad bliver i stand til at hjælpe andres motivation frem.

Et langt arbejdsliv som sygeplejerske, alkoholkonsulent og underviser i motivationssamtalen har givet mig en unik indsigt i både tværfaglig og flerfaglig kommunikation med patienter, borgere, klienter eller hvad man nu kalder sin målgruppe. Desuden har jeg oplevet kommunikation på godt og mindre godt internt på offentlige arbejdspladser. Alle disse erfaringer koblet med den omfattende viden, jeg i årenes løb har erhvervet mig, præger mine personlige holdninger og mit faglige engagement.

Da jeg første gang så filmen ”Hestehviskeren”, blev jeg fascineret af den rolige og positive stemning. Der var gulerødder og ingen pisk – i bogstaveligste forstand. Så langt fra tvangsmedicinering og rutinemæssig bæltefiksering af alle på de 8 -10 sengs stuer, der var på de lukkede afsnit i 1970’ernes psykiatribehandling. Jeg husker, at vi sygeplejeelever forsøgte at sabotere rutinerne ved at ”gemme” nogle af patienterne, når ”kasserolleklipperen” kom for at give alle kvinderne samme frisure. Eller det ydmygende ved at blive pålagt at deltage i ”samlebåndsbadningen”. Eller patient Else, Inger og alle de andre, der var blevet tvangsanbragt i 1920’erne, ofte efter kærestesorger, og de havde aldrig været en tur igennem byen og set på forretninger, men var fortsat bæltefikseret på en lukket afdeling. Ingen respekt for det enkelte menneske. Patienternes adfærd forblev uændret – tilpasset den måde, de blev behandlet på.

Måske de oplevelser har præget min senere interesse for kommunikation: jeg vidste, hvad jeg ikke ville. Og det har nok skærpet min nysgerrighed på, hvad en respektfuld og fordomsfri menneskelig relation kan være, og hvordan jeg som fagperson kan øve mig i at blive bedre til at fremme en sådan.

Jeg har opdaget, at den øvelse formentlig er livslang. Ikke desto mindre er jeg nu et sted i mit liv, hvor jeg synes, jeg har mod og lyst til at dele min viden og erfaringer med andre. Samtidig er jeg begyndt at skrive læserbreve, kronikker, faglige artikler og nu på de sociale medier.

For jeg undrer mig over, at på trods af enorme mængder lettilgængelig viden, så synes det som om, at myterne, de subjektive erfaringer og følelser har tendens til at bestemme vore holdninger og dermed adfærd i relation til andre. Et eksempel kan f.eks. være alkoholvaner og alkoholforbrug. Som privatperson kan det forsvares, men som fagperson duer det ganske enkelt ikke. Her må viden og evidens, altså beviser for effekt af en given adfærd / kommunikation / behandling være en selvfølge og det, borgeren kan kræve og også forvente.

Og jeg får den tanke, at den danske ”alkoholdning”, alkoholkultur, måske er at sammenligne med 70’ernes psykiatriholdning. Foreløbig er det lykkedes os at få  mindst hver sjette dansker til at drikke for meget….

Magasinet Rus interviewede dr. Miller i 2011 om motivationssamtalen.