Leder og medarbejdere har taget MI til sig

Motivationssamtalen fremmer samarbejde

Redskaber fra Motivationssamtalen øger chancen for samarbejde


M: ”Det ubevidste er blevet mere bevidst. F.eks. har jeg haft mere fokus på at spørge om lov..”
S: ”Vi er bedre til at hjælpe hinanden. Når vi ikke rigtig lykkes, kan vi gå til kollegaen og spørge: hvordan kunne jeg have sagt det her anderledes?”
J: ”jeg tænker lidt mere over det, jeg siger. Jeg behøver jo ikke kommentere på alt..”
L: ”lytte og gengive har god effekt.. ting tager tid…”
R: ”Det er jo, når der skal skabes forandringer for borgeren, processen mod målet, så træde vande, og det er godt for borgeren..”
M: ”Øver mig i at tøjle mit ordne-gen. Jeg skal vente, og det giver mindre frustration..”

Figuren skal illustrere, at mange metoder, her KRAP, men det gælder f.eks. også kognitiv terapi, omfatter relevante skemaer og andre hjælpeværktøjer, der skal benyttes sammen med borgeren. Hvad medarbejdere og borgere mangler for at få anvisningerne ført ud i praksis er, hvordan det kan ske; altså hvordan kan medarbejderen lykkes med at motivere borgeren til at medvirke til noget, der umiddelbart ikke giver borgeren mening og måske endda skaber modstand. Det er her, at Motivational Interviewing, MI, har sin berettigelse: tilbyder redskaber og strategier, der bevisligt øger borgerens motivationen for samarbejde og forebygger konflikter.

På bo-og aktivitetssteder for borgere med fysiske og psykiske udfordringer i Faaborg-Midtfyn Kommune er medarbejderne vældigt engagerede og opmærksomme på delelementer fra MI, ikke bare, når vi mødes til supervision, men også i tiden mellem seancerne. Der er massiv lederopbakning, og lederen deltager på lige fod med sine medarbejdere. Vi har mødtes to gange tre timer her i foråret efter at have været sammen i to dage til introduktion og øvelser i at benytte MI-redskaber i deres praksis som supplement til andre pædagogiske metoder, bl.a. KRAP (Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Pædagogik). Vi har sammen opdaget, at mange metoder udmærker sig ved at anvise skemaer og forklare, hvordan de skal benyttes. Men processen med i praksis at få den enkelte borger til at deltage, altså hvad skal medarbejderen sige og gøre for at øge sandsynligheden for et samarbejde, den mangler. Og det er her, MI har sin berettigelse.

Medarbejderne har nu afprøvet nogle delelementer fra MI i egen praksis, og fortæller glade, at det virker. Ét sted har personalet transskriberet en mini-dialog, og et andet sted har de optaget en samtale med en borger. Begge dele til brug i vores fælles supervision. Et modigt og tillidsfuldt bidrag, som i dén grad gør MI relevant i deres daglige praksis.

Feedback på medarbejdernes materiale sker efter en opskrift, som følges slavisk og styres af fascillitatoren på en måde, så ’ejeren’ af samtalen undgår at blive mødt af de øvriges evt. ordne-refleks. Når ordnerefleksen optræder, standser vi processen og drøfter, hvad det gør ved os at blive mødt sådan. På den måde får en ’ikke-MI-adfærd’ en betydning for læring. Vi har hele tiden fokus på det, der lykkes og slutter med: “én ting, du måske med fordel kan overveje at give lidt ekstra fokus fremover.”